Babysalmesang

Babysalmesang for babyer på 3-10 måneder med en forælder eller en anden voksen.

Mejrup kirke udbyder ét hold om efteråret og ét om foråret. Hvert hold mødes 8 gange. Babysalmesang starter i kirken kl. 10.30. Bagefter er der kaffe og hyggeligt samvær i Kirkehuset.

Babysalmesang foregår i kirkerummet, hvor vi bevæger os rundt og bruger sanserne. Vi synger årstidens salmer, morgen- og aftensalmer, nye rytmiske og klassiske salmer, ligesom der kan indgå børnesange. Mens vi synger, laver vi fagter og bevægelser, rører dåbsfadets vand og danser med babyerne.

Babysalmesangen tilpasses de små børns helt eget tempo, og vi lytter til børnenes lyde og glæder os over deres tydelige reaktioner på vores sang.

I dag ved vi, at musik har stor betydning for det spæde barn. Salmerne, berøringen og bevægelserne fremmer barnets udvikling, både i forhold til, hvor nuanceret et barn kan udtrykke sig, og hvordan barnet kan få kontakt til sine egne og andres følelser. Forudsætningen for at kunne give udtryk er, at der har været et indtryk!

Salmer og salmemelodier har en særlig kvalitet med deres ro og nuancerede klang, og selvom babyer ikke kan forstå teksterne, kan de alligevel opfange lyde, melodier og stemninger. 

For Mejrup Kirke er det vigtigt at tilbyde både ro og fordybende aktiviteter, der gør kristendommen og kirken nærværende. Babysalmesang er et gratis tilbud.

Datoer for babysalmesang vil blive slået op på hjemmesidens nyheder og i "Her og Nu".

Nærmere information kan fås hos vores kirkemusiker Britta Krarup Møller

Kalender for babysalmesang

Ingen begivenheder fundet.