Det, der sker i dåben...

At få et barn er overvældende og fantastisk. På én gang fyldes man af taknemlighed over den store gave, man har fået, og frygt for alt det, man med ét har at miste. Hvordan vil livet forme sig for barnet?

Som forælder vil man gøre det bedste for sit barn og træffe de rigtige valg. Finde det bedste navn, og give barnet alt det gode, man kan. Det gør man, når man får døbt sit barn. 

Ved dåben bliver man Guds barn og får del i det kristne fællesskab. Ens navn bliver nævnt for Gud og indskrevet i Livets Bog i himlen. Derfra kan det aldrig slettes. I dåbsgave får man løftet fra Gud, at "jeg er med dig alle dage indtil verdens ende."

Når vore forældrehænder må slippe barnet i vuggestuen, i skolen, i teenageårene og senere i voksenlivet, giver det tryghed at vide, at Guds hænder løfter og bærer vores barn. Guds hænder kan vi aldrig falde ud af.

Vil du vide mere om dåb....

Hvis du vil vide mere om dåb i Folkekirken, kan du læse mere på folkekirken.dk